Vittu, af Iben Mondrup
Politikens Forlag, udkom 3. januar 2022, 336 sider
Reklame/
En kunstnerisk sværvægter
Jeg er måske én af de få, der ikke har fået læst Tabita, men da Vittu dumpede ind ad døren, så kunne jeg ikke vente på at skaffe den første bog om de to grønlandske adoptiv-søskendes smertelige historie. Vittu er heldigvis en selvstændig fortsættelse, som sagtens kan læses alene, men du får altså kun endnu mere lyst til også at læse den anden del af historien.
Vi møder den 5-årige Vitus, der adopteres fra et børnehjem. Han vokser op ved det velhavende ægtepar kunstfotografen og fransk-fødte Alice og hendes ældre ægtemand, Stig, der arbejder i Udenrigsministeriet. Familien bor i Århus, tæt ved Tangkrogen, og Alice er ofte alene med Vittu i ugens løb. Tilliden mellem Vitus og Alice vokser gennem leg; først gemmer han sig bag en dyre-maske og senere leger hun med ham bag sit kamera, hvilket for hende tydeligvis er kunst. Langsomt opbygges der et gensidigt men usundt afhængighedsforhold mellem de to, og med tiden brydes grænserne…
Vitus bliver en ung mand, der får følelser for nabopigen Holly. Hun forsvinder dog også ud af hans liv, men formår alligevel at sætte nogle tanker i gang omkring hans fortid, som han kun har svage erindringer om…
“Hvad er det Alice siger? Chouchou, mon garcon, min dreng. Han har mange forskellige navne her i huset. Især de franske kan han lide, som at blive rørt ved af en lyd. Selvfølgelig ikke lige så godt som lille elskling. Men det navn er hans alene, gammelt og gemt.”
Barnet, som ømt kaldes Chouchou, er helt klart Alices’ projekt, der ikke mener at hendes egne gener bør videreføres, og dermed foregår en stor del af historien (og også forklaringen på hendes valg) omkring Alice, der også er et skadet barn.
Ikke nok med at forfatteren udfordrer og ‘leger’ med læserens etik og moral, så leger hun også med sproget, der med de franske og senere også grønlandske replikker har et flot, autentisk og virkefuldt greb, så man som læser også overbevises om kærligheden bag ordene.
Bogens tema er især adoption og den sætter fokus på de stjålne børn fra Grønland, men den sætter også gang i refleksioner omkring netop adoptivforældrenes ansvarsfølelse, og den alvorlighed, det er at adoptere et barn med ar på sjælen. Og om svigt af børn, der bliver inddraget i voksnes smertelige traumer.
Vittu eksperimenter på smertelig vis med kærlighedens grænser og en altoverskyggende og ødelæggende ensomhed, der kan bringe mennesker ud i ekstreme og ansvarsløse handlinger.
Det er derfor ikke altid lige kønt, og romanen er til tider grænseoverskridende at læse, men fedt at forfatteren går ind i disse svære scener, som jo skal være smertefulde at læse. Èn ting er dog sikkert. Vitus gik lige ind i hjertekulen på mig og jeg vil sent glemme hans og de stjålne børns fortælling, og at løfte denne opgave er en kunstnerisk sværvægter af de store.
Historien om Vitus afrundes smukt, men hvad mon der sker med Alice?
Om forfatteren: Iben Mondrup (f. 1969) er født i København, men flyttede som 3-årig til Grønland med sin familie. Som 18-årig rejste hun tilbage til Danmark for at gå på Kunstakademiet. Hun debuterede som forfatter i 2009 og har siden udgivet seks anmelderroste romaner, hvoraf Godhavn fra 2014 vandt DR Romanprisen. Iben Mondrup modtog i 2017 Blixenprisen for Karensminde, og hun har senest udgivet den anmelderroste og storsælgende roman Tabita i 2020.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅.
Vittu er læst næsten ud i én køre, og den har blæst mig ind i 2022 med et konfetti af svære følelser, der hvirvler rundt om mig, og den fortjener 5 hjertegribende ⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Anette
