Håbets Ø, af Anna Mejlhede.
Forlaget People’s, udkom i februar 2022, 304 sider
Håbets Ø er en stille, velskrevet roman om at miste fodfæste, om at bevare håbet og om at finde tilbage til livet igen.
Jeg modtog denne bog uopfordret, og kendte ej heller til forfatteren, men blev straks nysgerrig, da jeg netop på mit arbejde for første gang skulle være med til at stå for et forløb i en nyopstartet sorggruppe. For denne bog handler nemlig også om sorg og om smerte, men den handler også om naturens og den med-menneskeliges helende kraft.
Ifigenia har mistet sin mand Einar, og hun er i sorg. Hun har taget orlov fra sit job som journalist i København, og har nu lejet et ældre tanghus på Læsø, hvortil hun rejser for at få fred til at dvæle i sorgen og for at gøre sig klar til at sprede mandens aske fra den medbragte urne i vandet. Sidstnævnte, en beslutning, hendes svigermor bestemt ikke er enig i, idet hun gerne vil have et fysisk gravsted.
Dagene flyder sammen og Ifigenia glider mere eller mindre bevidst ind og ud af drømme, minder og erindringer fra livet med ægtemanden Einar, mens hun isoleret og i egen boble næsten kun forholder sig til naturen og sorgen.
“Jeg går ind i soveværelset og lægger mig på sengen, der har stået uredt i flere dage, og med blikket i loftet prøver jeg at befinde mig i samme rum som min krop”
På en dag, hvor havet er favnende, hales hun kold og næsten følelsesløs i land af en kvinde ved navn Julie, som hun senere genser på én af de mange gåture ved Jegens bugten. Langsomt vokser et nyt venskab i en fælles forståelse af ensomhed og savn. Julie har nemlig mistet kontakten til sin voksne søn.
Søren, husets ejer, beder Ifigenia om at lede efter nogle gamle bøger, men ét af husets rum er aflåst. Nøglen er forsvundet, og Sørens insisterende og gentagne henvendelser begynder at irritere hende. En dag dukker nøglen alligevel op og bag den aflåste dør viser der sig en ny virkelighed, der straks vender op og ned på Ifigenias tilværelse…
Som læser skal man lige vende sig til bogens langsommelige tempo, men så overgiver man sig også til stemningen i tanghuset, gåturene langs vandet, scenerne med det lille lam, hun redder og venskabet, der vokser sig stærkt i fortællingen. Sprogligt bevæger den sig til tider i en melankolsk tone, men sådan er sorg jo, og samtidig er sproget heldigvis rig på billeder og beskrivelser af den barske, men flotte natur.
Det der måske gør bogen lidt tung at læse er muligvis magtesløsheden. Vi vil helst gerne tro, at det er i modgang, at vi finder styrke. Hvis vi i stedet blev bedre til at være i / tåle magtesløsheden eller meningsløsheden, så ville det måske være nemmere at bære sorgen. At man ikke skal føle, at man skal kæmpe for at blive stærkere. Mange sørgende oplever også, at selv de nærmeste trækker sig af frygt for at sige det forkerte eller fordi man ikke bryder sig om at tale om så svære følelser. Men ofte er det netop en andens forståelse eller det at turde være sammen i magtesløsheden, der er den største befrielse… Jeg har erfaret at sørgende har brug for mennesker, der tør være i ‘det ulidelige’ rum, og at støtten ofte kan komme fra en ukendt kant, hvilket romanen er et smukt billede på.
Man kunne tænke at Ifigenia på en måde flygter til Læsø, men på smukkeste vis overgiver hun sig egentlig til sorgen, og dermed livet. Om det skyldes tanghusets stemningsfulde rammer, den uventede omsorg for det lille lam, eller det spirerende nye venskab med Julia vides ikke, men det gør vel heller ikke noget, at vi ikke har svarene på alt…
Du kan læse mere om forfatteren her – https://peoplespress.dk/forfattere/anna-mejlhede/
Håbets Ø er en nænsom og eftertænksom roman, der efterlader læseren med ro i sindet og herfra sendes 4,5 hjertevarme ⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6.
Hvis du er vild med at læse om eksistentielle kriser, gode naturbeskrivelser og et stille tempo, så kan bøgerne SAND af Jørgen Børglum Larsen og FUGLEFLUGT af Christine Tjalve også varmt anbefales.
Bogen er anmeldereksemplar fra forlaget People’s.
Anette
