So Late in the Day, af Claire Keegan.

Faber & Faber, udkom i september 2023 (engelsk udgave), ca. 50 sider.

En perle til samlingen 📔📗📙

Siden jeg sidste efterår med stor glæde læste forfatterens to seneste kortromaner Omsorg og Den slags små ting, så har jeg ventet på nyt fra hendes hånd, og derfor måtte jeg bare eje denne lille nye novelle/kortroman, som jeg fandt på Bogforum i weekenden, også selvom den var på engelsk.

Claire Keegans historier handler om helt almindelige menneskeskæbner, og i denne er spørgsmålet, hvorvidt mangel på generøsitet kan ødelægge, hvad der kunne være mellem mand og kvinde.

Bogen handler om den unge fyr Cathal, der på en kedelig arbejdsdag, en sommerdag i Dublin lader tankerne falde tilbage på de seneste år, hvor han har været i et forhold til pigen Sabine. Han efterrationaliserer og prøver at forstå hans holdninger og de beslutninger, han har taget og kigger tilbage på, hvordan det har formet deres forhold.

For hvad er vore handlinger og holdninger egentlig rundet af? Vores gener, vores opdragelse, vores værdier eller vores personlighed og vil og kan vi gå på kompromis med hvem vi er – for kærlighedens skyld?

Hvis du endnu har irske Keegan til gode, så læs læs læs… Alle bøger er små og letlæste. Denne bog er kun ca. 50 sider lang og endda i et lille yderst overskueligt format. Det er kort og godt. Forfatteren har en særlig sans for at fortælle en ordinær, men vedkommende historie.

Bøgerne er som små himmelske mundfulde, der higer efter mere, men samtidig er man hurtigt mæt og tilfreds.

Du kan læse mere om forfatteren her

Mon ikke Gutkind Forlag også kommer med en oversat udgave af denne perle indenfor nærmeste fremtid – det håber jeg.

Anette