Kunsten at spejle et æg, af Kim Andrea Brofeldt.
Forlaget Alpha, udkom i august 2025, 372 sider.
Slå ring om én, der har det svært.
Forfatter Kim Andrea Brofeldt har gjort dét igen – skrevet en bog, der stjæler dine timer og overrasker med endnu en vild historie; denne gang om den 41-årige blodpropramte redaktør Troels.
Troels’ liv er allerede faldet fra hinanden, da han også rammes af en blodprop i hjernen. Han beslutter, at han ikke vil informere sin exkone og børnenes mor Maria omkring sygdommens alvor. Et helt moralsk forkert og egoistisk valg, som han træffer af angst for at børnene vil blive flyttet til Dubai, hvor Maria for en periode bor og arbejder.
Den beslutning bakkes dog op af børnene Laurits på 10 år og Katinka på 13 år og ikke mindst af Troels-rådet, der sætter alle sejl ind for at hjælpe. Men sygdommen bliver en slags pandoras æske, hvor det pludselig vælter frem med flere løgne, gamle hemmeligheder og ubehagelige minder.
Mens Troels går sygdomsramt, følger vi historien tilbage til oplevelser i barndommen med vennetrekløveret Sally, Ronnie og T. og med tilbageklip til tiden omkring slut 80’erne og op gennem 90’erne får læseren brudstykker af deres ubrydelige venskab og sammenholdet omkring dannelsen af et band.
Med en hjerne, der føles som en æggeblomme, skal Troels nu lære at navigere i en ny hverdag, hvor han har det svært med selv almindelige færdigheder. Han får stor hjælp af børnene, men samtidig martres han om natten af en bloddrøm, der handler om vennen Ronnie, masser af blod og angst. For hvad skete der dengang og hvorfor dukker Ronnie op i hans bevidsthed igen og igen?
Kunsten at spejle et æg er en bog om ægte venskaber, både dem i barndommen og dem, der træder til i alvorlige tider. Grebet i historien med et Troels-råd rørte mig især og stammer faktisk fra forfatterens egne oplevelser med en blodprop.
Bogen handler også om samhørigheden i at kunne spejle sig i andre, at turde række ud, at værne om sandheden for ikke at miste dem, man elsker og ikke mindst om at overleve ved venner og familiens gode hjælp.
Kim Andrea Brofeldt kan skrive historier, der fører læseren et helt andet sted hen end udgangspunktet og selv om historien på ingen måde er en krimi, så er den alligevel ekstrem gådefuld, og kontrasten mellem det alvorlige og det humoristiske sidder lige i skabet.
Hvis du elskede forfatterens forrige bog Afslutninger, så tror jeg også denne vil falde i din smag og du må afsted til nærmeste boghandler 📚
Den er ægge dårlig – intet mindre end 5 🍳🍳🍳🍳🍳/6 herfra.
Reklame / Tak til forlaget Alpha for anmeldereksemplar 🙏
Anette






