Kirstens hjerne – En fortælling om et familiespøgelse, af Lise Kabell Søgaard.
Kristeligt Dagblads Forlag, udkom i oktober 2023, 296 sider.
Månedens Boganmeldelse – juni 2024
Om skizofreni, arv og tro. Kirstens hjerne er en dokumentarisk og personlig fortælling om at have svær psykisk sygdom tæt på i familien.
Bogen er baseret på en artikelserie, bragt i efteråret 2021 i Kristeligt Dagblad. En serie, der senere også blev baggrunden for en CNN-dokumentar i 2022.
Kirsten Abildtrup er teenager i starten af 1940’erne, da de første tegn på sygdom viser sig, og de kommende år tilbringer hun hhv. på epilepsihospitalet Filadelfia og på det danske sindssygehospital Oringe, hvor hun, som kun 24-årig, dør i forbindelse med en behandling i 1951. Men hvad der egentlig skete, er der ingen, der rigtig ved! Kirstens historie er nemlig forblevet ufortalt i familien, men der er mange billeder af hende, og forfatteren, der er i familie med Kirsten, sætter sig for at undersøge Kirstens skæbne. Kirsten er nemlig lillesøster til forfatterens farmor og det bliver starten på en række samtaler med Inger, Lises nulevende, men aldrende farmor.
For at komme sandheden nærmere besøger Lise sin farmor på plejehjemmet, hvor de sammen dykker ned i familiens historie, men hun må samtidig dykke ned i psykiatriens historie i Danmark, og som så mange andre psykiatriske sager fra den tid handler denne også om ‘det hvide snit’, insulin- og chokbehandlinger, men særligt om den omdiskuterede hjernesamling i Danmark, som faktisk er den eneste af sin slags i hele verden. Det viser sig at Kirstens hjerne findes i denne hjernesamling, og det er ny viden for familien og Lises farmor.
Historien knytter også tråde til nutiden i kraft af sygdommens arvelige komponent. Lises fætter Christian, der bor i USA, dør i et trafikuheld i 2011 og han har før sin død fået samme diagnose som Kirsten, skizofreni. Det er en helt anden og mere nutidig historie, men faktisk har den alligevel mange lighedstegn på det person- og symptommæssige plan.
Bogen er delt i 3 dele. Første del lægger sig op af artikelserien, der blev bragt i Kristeligt Dagblad. Anden del går længere tilbage i psykiatrihistorien, hvor forfatteren interviewer flere fagfolk. Den del handler om den tid, hvor Kirsten blev syg og fik de horrible behandlinger. Tredje del handler om fætteren Christian, der som ung ganske langsomt ændrer karakter. Lise rejser til USA for at tale om Christians sygdomsforløb, og her er det tydeligt, hvor ramt, man som familie er, når sådan en sygdom sætter ind.
Bogen er virkelig hurtigt læst, for man glider bare med ind i fortællingen, der både har det journalistiske og kritiske blik på de frygtelige behandlinger i datidens psykiatri og samtidig behandler forfatteren nænsomt de oplysninger, hun får om Kirsten og læseren inddrages i hendes etiske overvejelser i forhold til, hvordan farmoren skal informeres. Undervejs bliver forfatteren selv interviewet og fulgt af et CNN-hold, der på baggrund af selve artikelserien vælger at lave en dokumentarfilm, som man stadig kan se på CNN’s hjemmeside. Den hedder World’s Untold Stories: The Brain Collectors og den fik sågar en Emmy-nominering. Den kan streames gratis på CNN’s hjemmeside, og jeg har lige set den, som afrunding af bogen, og den giver et meget fint billede af datidens ønske om at løse gåden om skizofreni og andre hjernesygdomme og et lille indblik i arbejdet med den store hjernesamling, som består af næsten 10.000 hjerner, udtaget ved obduktion af psykiatriske patienter, der døde mens de var indlagt. Og det endda ofte uden at der var givet samtykke hertil.
Hvis man er særligt interesseret i datidens psykiatri er bogen et must-read, men faktisk handler den ligeså meget om det ufattelige svære ved at forstå og tale om psykisk sygdom og da de fleste af os på et tidspunkt kommer i berøring med psykiatrien, så vil mange kunne få glæde af at læse denne familie-fortælling. Som forfatteren så fint skriver i forordet, så er bogen ikke et forsøg på at pege på nogen sandhed om, hvad skizofreni helt præcist er, men et billede af, hvordan sygdommen kan se ud…
Lignende bøger om psykiatri, arv og historie, jeg varmt kan anbefale:
Sørgekåben, af Mikkel Frey Damgaard. Om arv og selvmord.
Min mor var besat, af Peter Øvig. Om at arve en mors depression og psykose.
Gennem glasvæggen, af Henning Jensen. Om depression, alternativ behandling og indlæggelse.
Gift, af Tove Ditlevsen, og ikke mindst
Tove Ditlevsen var min mormor. En familie-historie om skam, skæbne og tilgivelse, af Lise Munk Thygesen.
Du kan læse mere om forfatteren her –
Tak til Kristeligt Dagblads Forlag for anmeldereksemplar 🙏
Kirstens hjerne er en oplysende, tabubrydende dokumentarisk fortælling med en vigtig samfunds-historisk vinkel, men bag alt det historiske og kliniske gemmer der sig en virkelig kærlig historie om et ungt, skrøbeligt sind, der nu endelig kan træde ud af ‘familiespøgelsets’ skygge og bogen får 5 oplysende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Anette