Mand og barn, af Puk Qvortrup
Politikens Forlag, udkom 31. august 2022, 256 sider
En humoristisk fortælling om familielivets svære balance.
Vibe er alene med datteren Lærke på 4 år, men hun vil efterhånden gerne finde ‘Mr. Perfect’ at stifte familie med. Hun møder den charmerende Adam, der ingen børn har, og sammen rejser de tre på charterferie.
Men her midt i paradis truer virkeligheden og den skaber kaos i den lyserøde forestilling om harmoni og lykke. Alle har forskellige forventninger, et par skygger fra fortiden dukker op, og selv den eksotiske dykkertur ender i kvalme og søsyge.
Den nutidige handling foregår således i Egypten på feriestedet ‘Magic Life’, og ja, selv navnet får da lige sat forhåbningerne i vejret… 😳 Der opstår selvfølgelig tåkrummende pinlige scener, og både datteren og Adam viser sig fra deres mindre flatterende sider, og det påtrængende ønske om at de to skal komme på bølgelængde gør at det er alt andet end afslappet for Vibe.
Samtidig er der tilbageblik i tiden, som præsenteres baglæns, forstået sådan at vi kommer længere og længere tilbage i tid jo længere vi læser, og der afsløres på den måde mere og mere af Vibes forhistorie, og den form fungerer enormt godt, idet den bygger en spænding op, som man bare må have med.
Forfatteren skriver befriende uformelt og afslappet om det at være mor, om at være alene med ansvaret og om at ønske at andre ser én.
Men jeg må også indrømme, at jeg måtte mere end 100 sider ind i historien inden den rigtigt fængede. I starten synes jeg mest den handlede om dating og jeg keder mig altid gevaldigt når der er for meget handling om forelskelse og lidenskab. Men da først konflikterne rullede, så var der mere ‘kød’ på og deraf mere på spil, og man får undervejs lyst til at ‘ryste’ dem godt og grundigt alle tre…
Hvis du ikke har læst Puks første roman Ind i en stjerne, så kommer hermed min varmeste anbefaling. Den handler om at leve videre med to børn efter tabet af ægtefællen Lasse, der pludseligt døde, mens hun var gravid med barn nr. to. Den handler også om håb for nye tider og om at kærligheden eksisterer, hvis man vover at leve videre på trods. Det er meget bevægende.
Dertil skal også nævnes podcasten ‘Puks to mænd’, som i fire afsnit også fortæller den gribende historie, men her kommer hun ind på tiden efter ægtefællen Lasses død.
Læs mere om forfatteren her – https://litteratursiden.dk/forfattere/puk-qvortrup
Mand og barn er underholdende, humoristisk og samtidig alvorlig og så tager den livtag med vigtige og svære hverdagsproblematikker på en uhøjtidelig og vis måde, og herfra kommer 4 særlig fine ⭐️⭐️⭐️⭐️/6.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette