Reklame / Indeholder anmeldereksemplarer.

Jeg er vild med True Crime.

True Crime opfattes af mange som sensationsjournalistik og underholdning, men for mig handler det om en blanding af at læse noget, jeg lettere kan absorbere og så fodre min indre detektiv åre, som jeg altid har haft i blodet. Jeg nyder, at man ofte kan være nysgerrig og undersøgende samtidig med at blive oplyst med saglig information vedrørende opklaringen af kriminelle sager. Dette er ofte med til at øge min retsfølelse og styrke min retfærdighedssans. Alle sager fortjener virkelig en opklaring og en afslutning, men desværre er dette jo ikke altid tilfældet, og i disse sager får ofret eller den forurettede sin sag belyst i form af mere opmærksomhed. Sidst men ikke mindst handler det også ofte om at forstå menneskets psyke og kompleksitet, hvilket altid har interesseret mig.

I dette indlæg finder du, efter min mening, gode og stærke bud på bøger eller podcasts indenfor genren True Crime. Alle, nogle jeg har læst eller lyttet til indenfor de seneste år. Nogle af titlerne er også anmeldt her på bloggen, hvilket jeg så har linket til i titlen. 

Bøger:

At tænke som en morder – min tid i rejseholdet, af Kurt Kragh (lydbog).

Tidligere kriminalkommisær og efterforskningsleder af rejseholdet Kurt Kragh beskriver blandt andet i bogen, at han især har været interesseret i afhøringsteknikker og gerningsmandsprofilering og lægger ikke skjul på, at han har været fremsynet og ofte valgt nye og anderledes metoder i sit arbejde på at fælde en gerningsmand.

Drabschefen, af Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther.

Gennem sin 34-årige karriere i politiet har Ove Dahl set det meste – og det værste. Nu fortæller han for første gang selv om nogle af de mest spektakulære sager, som han oplevede dem. Derudover får læseren et nærgående portræt af selve drabschefen.

Drabschefen – nye sager, af Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther.

Efter 40 år i politiet ser Ove Dahl tilbage på et arbejde, hvor forbrydelser og drab er hverdagen, og han reflekterer ærligt over sine oplevelser med bl.a. udenlandske kriminelle, åbne landegrænser, bandekrigen og politireformen. Vi får historien bag de mest opsigtsvækkende mord, han har stået i spidsen for at opklare, og det var her, at jeg første gang læste indgående om Amagermanden.

Drabscheferne – de største sager, af Kurt Kragh og Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther.

Syv motiver ligger bag de fleste drab:
Jalousi, hævn, begær, profit, magt, udstødelse, fanatisme. I denne samtalebog fortæller de to tidligere drabschefer om nogle af de mest spektakulære drab. Ove Dahl og Kurt Kragh har aldrig arbejdet sammen i en efterforskning, men i bogen udveksler de oplevelser og helt ny viden – samt udveksler deres ærlige mening om bl.a. det internationale politisamarbejde, offentlig kameraovervågning og kontrol ved grænserne.

Man jager et bæst og fanger et menneske, af Bent Isager-Nielsen i samarbejde med Jesper Stein Larsen (lydbog).

Tidligere drabsefterforsker og chef for rejseholdet giver et spændende og dybdegående indblik i begreberne motiv, modus, signatur, profilering, og gerningssted; alle vigtige brikker i opklaringen. Bogen er krydret med sager fra det virkelige liv, både fra ind- og udland, og kommer også ind på sager, som ikke er opklaret. Jeg er selv meget optaget af det psykologiske aspekt ved os mennesker, og har kun dyb respekt for at politiet sætter ære i at se mennesket bag forbrydelsen.

Efterforskerne, af Bent Isager-Nielsen, Hans Petter Hougen & Niels Lynnerup.

Drabsefterforskning er et holdarbejde, og i Efterforskerne fortæller tidligere leder af Rejsepolitiet Bent Isager-Nielsen om sit tætte samarbejde med retsmedicinere og retsantropologer. Et samarbejde, der ofte bidrager med netop den lille brik, der får hele puslespillet til at gå op.

Jeg forsvinder i mørket, af Michelle McNamara

Fra 1974 til 1986 hærgede en serieforbryder indbyggerne i store dele af Californien. De uopklarede forbrydelser, der tæller over 50 voldtægter, 13 mord og over 100-vis af indbrud blev med tiden viklet sammen til at pege på én person, der havde mange tilnavne “Visalia Ransacker”, “East Area Rapist”, ”the Original Night Stalker”. Forfatteren døber denne person “Golden State Killer”. Ikke et kært barn med mange navne, men et monster af dimensioner, som over 30-40 år senere bliver fældet af DNA’ens udvikling.

PÅ HBO kan du lige nu se serien “I’ll be gone in the dark”, baseret på bogen. Her møder man også ofrene fra sagen samt de mange involverede politifolk og journalister. Ikke mindst er det Michelles historie.

På DR.tv kan du ligeledes se serien “Jagten på the Golden State Killer”, også baseret på hele sagen. Ikke for sarte sjæle.

Opklaret – drabschefens erindringer, af Jens Møller Jensen i samarbejde med Stine Bolther.

Den sag, hvor befolkningen især lærte drabschefen Jens Møller Jensen at kende, er Ubådssagen om Kim Wall og den sag slutter bogen selvfølgelig af med. Men i Opklaret blev jeg også præsenteret for nye sager, som jeg ikke tidligere kendte; bl.a. ”Bomben på hotellet” og ”Øbromanden”, hvor især den sidst nævnte sag beviste, at det nytter at opsøge heldet, som drabschefen flere gange pointerer.

Jeg som anklager – drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side, af Jakob Buch-Jepsen i samarbejde med Stine Bolther.

Jakob Buch-Jepsen fortæller fra en anden vinkel end de øvrige bøger, da han er anklager. Han er især kendt som anklager i Ubådssagen. Denne makabre sag, som hele verden fulgte med i, i eftersommeren 2017, er et gennemgående tema i bogen med skiftevis anklagerens egne og personlige dagbogsnotater fra Ubådssagen, samt udførlig gennemgang af øvrige mørke sager, han har været anklager i. Bogen er også en personlig fortælling, men også en skildring af hvilke overvejelser og strategier, der ligger til grund for svære sager, hvor man, som anklager, konfronteres med menneskers mørke sider og ondskab, der går ud over ens forstand.

En djævel i den lyse nat – hvem myrdede Stine Geisler, af Søren Baastrup (lydbog).

Som nyansat i drabsafdelingen på Politigården står vicekriminalkommissær Ove Dahl med sin karrieres hidtil sværeste sag. På gerningsstedet peger sporene både på had, hævn og begær som mulige motiver, og i en hemmelig dagbog dukker ukendte sider af den dræbte piges liv op. Journalist Søren Baastrup rekonstruerer i denne bog en af de mest myteomspundne mordgåder i nyere dansk kriminalhistorie. Et drab, der blev et sår på sjælen i Indre By. Et drab, der føjede sig til en bølge af uopklarede kvindedrab i tiden omkring 1990 og trækker tråde helt op til vor tid. Forfatteren møder venner, familie, efterforskere og mistænkte, alt sammen for at komme nærmere et svar på spørgsmålet – Hvem myrdede Stine Geisler?

Kommissæren – mit liv som efterforsker, af Ove Pedersen i samarbejde med Stine Bolther (lydbog).

Tidligere kriminalkommissær Ove Pedersen ser i denne bog tilbage på sit politilivs store – og grumme – sager. Fra dobbeltdrabet på Femøren, rockerkrigen og mordet på rockerpræsidenten Makrel, som han fulgte på første hånd. Til en nyere sag om pigen fra Kundby, der ville bombe sin skoleklasse i islams navn.
Gennem en enestående karriere i dansk politi har Ove Pedersen set det kriminelle Danmark i alle dets afskygninger, hvilket beskrives meget respektfuldt.

Sygeplejersken, af Kristian Corfixen (lydbog).

Sygeplejersken handler om en af de mest spektakulære nutidige kriminalsager – hvor omdrejningspunktet er planlagte drab på indlagte patienter på et dansk provinssygehus. En sag uden fortilfælde i Danmark. Jeg er virkelig imponeret over bogens saglighed trods et etisk meget svært emne, hvor så mange involverede har aktier i disse dybt alvorlige sager mod forsvarsløse mennesker. 

Den dag Brita forsvandt – Pedal Ove sagen, af Michael Teschl.

I 2017 dumper et anonymt brev ned i postkassen ved journalist Michael Teschl. Brevet angiver nye spor i den 38 år gamle sag fra Frederikshavn om Pedal Ove, der først blev dømt, og senere frikendt for mordet på Brita Hansen. 38 år efter mordet på Brita, lykkedes det forfatteren at få nye indrømmelser og finde frem til alibier, der smuldrer, på trods af at flere personer stadig har et troværdighedsproblem, og stadig holder tæt med hensyn til sandheden.

Udenfor skinner solen – en retsmediciners erindringer, af Hans Petter Hougen.

Udenfor skinner solen, men indenfor er virkeligheden dyster og mørk, og på trods af livets skyggesider, som hverdagens omdrejningspunkt, så har Hougens flid, arbejdsomhed og omhyggelighed båret frugt. I denne erindringsbog ser retsmediciner Hans Petter Hougen tilbage på et langt og udbytterigt arbejdsliv; et arbejdsliv fjernt fra, hvad de fleste af os ønsker at beskæftige os med. Det er ikke en bog, der fordyber sig i de enkelte sager, så man skal ikke frygte sidevis af makabre detaljer. Det er mere en tidsrejse ind i Hougens arbejdsliv, som må siges at være af den mere specielle slags.

Maries morder – historien om Højbjergdrabet, af Peer Kaae.

Her har vi en historisk True Crime anbefaling, da bogen omhandler det uopklarede mord på Marie Lock-Hansen i 1967. Mordet er et af de mest myteomspundne, og ingen har kunnet findet ud af, hvem der skød kvinden. I denne bog får du et overblik over de sidste 50 års teorier, og forfatteren bruger både politiets akter og interviews med vidner som kilder. 

Dobbeltmordet på Peter Bangs vej, af Peer Kaae.

I 1948 findes Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen brutalt myrdet. Det pæne ægtepar ligger med smadret kranier i deres lejlighed på Peter Bangs Vej 74. Endnu en historisk bog, der bygger på tekniske spor, vidneforklaringer og politirapporter, som ikke tidligere har været tilgængelige. Hændelserne på morddagen dokumenteres minutiøst, og sporene følges ud i den tåge af rygter og konspirationsteorier, som politiets efterforskere siden forsøgte at trænge gennem. Bogen er en efterforskningsrejse gennem Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssag. Det er en rejse, som både forfølger alle sporene, både blandt modstandsbevægelsens mænd og i det myrdede ægtepar Jacobsens omgangskreds. Fortællingen vrimler med mistænkte og motiver, men kun én morder – som gik fri.

I dag er du Basse, min bror, af Jette Bürgel Nielsen (true crime digte)

Basse på 3 mdr. forsvandt i 1966 i Odense udenfor en børnetøjsforretning, mens han lå i sin barnevogn og er aldrig fundet❓ Sagen er her 50 år efter stadig uopklaret. Denne bog er relateret til sagen om Basse. Det er en digtsamling, skrevet af Basses halvsøster. Der har gennem tiderne været mange meninger og teorier om sagen, men ingen beviser og det er første gang at et familiemedlem står frem. En halvsøster, der først blev bekendt med familiens tragedie i 2010, hvor hun som voksen, ved et tilfælde, finder ud af, at hendes mor gemmer på denne dybe tragedie, for forfatterens mor er også mor til Basse. 

__________________

Podcast:

Danske drabssager

Danske Drabssager er en true crime podcast om virkelighedens kriminalsager fortalt af dem, der har været helt tæt på. Podcasten sætter fokus på nogle af vor tids mest spektakulære drabssager og går i dybden med efterforskningen, retsmedicinernes virkelighed, kriminalteknikernes jagt på fældende beviser og til sidst domfældelsen. I hver episode kigges der på en ny drabssag og gennemgår sagen fra start til slut. Podcasten er produceret af Bauer Media i samarbejde med True Crime Agency. Vært er Stine Bolther.

True Crime podcast

Lyt til virkelighedens kriminalsager – fortalt af dem, der har været helt tæt på. Efterforskning, sporsikring, opklaring, rettergang og domfældelse. Afsnittene er korte, og skal ses som appetitvækkere for bøger eller foredrag, som man kan booke gennem True Crime Agency. Vært er Stine Bolther.

Room 20

En anderledes og interessant historie, som den amerikanske journalist Joanne Faryon afdækker. Podcasten er på engelsk, men let forståelig.

The sign above his hospital bed called him Sixty-Six Garage. For more than 15 years, he would lay there unidentified and unconscious. Or so, everyone believed. “Room 20” is a story about the search for a man’s identity and the truth about his accident. Investigative reporter Joanne Faryon’s two-year journey is filled with twists and turns. Now, she’ll finally reveal who Garage really is. But one important question remained for her upon this discovery: has Garage been conscious this entire time? This series was produced by L.A. Times Studios.

Stine Geisler – mordet uden ende

’Stine Geisler – mordet uden ende’ er en podcastserie i fire dele, hvor centrale figurer fortæller, hvordan mordet har præget deres liv. Hvad skete der? Hvem var hun? Hvorfor siger man, at hun levede en slags dobbeltliv? Og hvem er de mænd, politiet har mistænkt? Journalist og forfatter Søren Baastrup har læst og interviewet sig igennem hver en detalje i sagen om mordet på Stine Geisler og troede selv – i hvert fald på et tidspunkt – at nu vidste han, hvem morderen var. De to første afsnit er åbne for alle – for at høre alle fire afsnit skal du have abonnement på Politiken.

Emilie Meng Mysteriet

B.T. afdækker med podcasten ’Emilie Meng Mysteriet’ alle aspekter af en af nyere tids mest omtalte drabssager. I sæson 1 bliver sagen rullet op, pårørende bliver interviewet om deres svære tab, og nye vidner står frem med essentiel viden, der måske kan rykke sagen nærmere en mulig opklaring. I sæson 2 er der fokus på nogle af de mistænkte i sagen. Personer, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med stor interesse har kigget på som mulige gerningsmænd til drabet på 17-årige Emilie Meng.

True Story

True Story er danske kriminalhistorier fra den virkelige verden. En god blanding af True Crime, dokumentar og historiefortælling. Vært er Martin Hylander. Podcasten er sponsoreret af Dplay, og efter hvert afsnit kommer der altid en anden True Crime anbefaling, som kan ses på Dplay.

Britiske seriemordere – et studie i ondskab.

Hvorfor slår seriemordere ihjel igen og igen? Skyldes det ren ondskab? Eller er der andre faktorer på spil? Og hvordan bliver de til sidst afsløret og fanget? Det har journalist og krimiforfatter Lone Theils kigget nærmere på i hendes krimipodcast. Igennem seks afsnit bliver vi klogere på skræmmende seriemord i England fra 1960 og frem til i dag. Kan findes på Podimo.

S*TOWN

Hvis du har lyst til at høre en aldeles anderledes podcast, produceret af folkene bag den amerikanske podcast Serial / This American Life, er S*TOWN en sindssyg underholdende podcast, der fortæller en vild historie om en skæv eksistens fra den lille amerikanske flække Woodstock. Podcasten er på engelsk.

Journalist Lone Nikolajsen fra Information har i 2017 skrevet følgende om S*TOWN: Alt for mange ting er ikke, som de skal være. Det er udgangspunktet for John B. McLemore, en excentrisk urmager fra en lille flække i Alabama, der skriver til radioproduceren Brian Reed fra det amerikanske fyrtårn inden for historiefortællende radio This American Life.

Det er udgangspunktet for hans breve, der opfordrer Reed til at efterforske historierne om en ustraffet morder og en tolereret overgrebsmand i den lokale politistyrke i Woodstock, Bibb County, Alabama, hvor John har boet hele sit liv.

At tingene – herunder klimaet, økonomien, myndighederne, uddannelsesniveauet, lovlydigheden, den offentlige og private moral – ikke er, som de skal være, er også udgangspunktet for hvert eneste øjeblik i Johns tilværelse. Det opdager Brian Reed hurtigt, da han rejser til Woodstock med sit optageudstyr for at undersøge, om der er noget om de nævnte kriminalhistorier.

En rejse, der bliver begyndelsen på den fremragende dokumentariske podcast S-Town, der i løbet af syv afsnit på knap en time hver fortæller historien om John og alt det, der er galt. Ikke mindst med den shit-town af en by, John McLemore betegner Woodstock som.

John B. McLemore bor i en landejendom, han har arvet fra sin bedstefar, med sin demente mor i det ene hus, de 13 herreløse hunde, han har taget til sig, i det andet hus, et urmagerværksted, en masse skov omkring sig og delstatens største hækkelabyrint i baghaven. Han er ungkarl, lever af at reparere antikke ure, og så er han notorisk sortsynet.

___________________________________________________

True Crime bøger på min ønskeliste:

LIV OG DØD – en retsmediciner ser alt, af Jørgen Lange Thomsen, udgivet på Gyldendal.

TINA OG BASSE – to spædbørn forsvinder, det ene for altid, af Peer Kaae, udgivet på People’s Press.

Den dømte mand – Mysteriet om Erik Solbakke og Danmarkshistoriens største drabssag , af Peer Kaae, udgivet på Grønningen 1.

Spurven – den dramatiske historie om spionen Vera Schalburg, af Kirstine Kloster Andersen, udgivet på Storyhouse.

Jagten på morderne stopper aldrig – Genåbnede danske kriminalsager, af Frederik Strand, udgivet på Lindhardt & Ringhof.

Håber du har fundet lidt inspiration ☺.

God læselyst til alle, uanset genre – Anette