Endnu et år er gået, og her på falderebet er det tid til at gøre lidt status.
Selvom dette år på mange måder har været et herrens Corona år, så må jeg bare erkende, at jeg på bogfronten simpelthen har haft så mange dejlige læseoplevelser.
Jeg har her til januar 2021 haft bloggen og bogsiden på Facebook i 2 år og min Instagrambogside lidt længere, og det er stadig en skøn hobby, som jeg virkelig nyder og når jeg så kan se, at nogle gider følge med, så er det jo hele arbejdet værd, for visionen er jo netop at dele og sprede læseglæde.
Årets Top 5 er blevet udvidet til en Top 6 (jeg kunne ikke nøjes med 5) og er nøje udvalgt efter, hvilket indtryk bogen har efterladt, antal stjerner og hvor optaget, jeg var af bogen undervejs. Det er altid svært at rangere læseoplevelser, da de hverken kan eller skal sammenlignes, men her er mit bud på stærke læseoplevelser i 2020, nævnt i tilfældig rækkefølge:
Top 6
Hvor flodkrebsene synger, af Delia Owens. Min absolutte favoritbog, som både handler om kærlighed, dannelse og et touch af krimi. Bogen bliver nu filmatiseret med Daisy Edgar-Jones (kendt for rollen Marianne i Normal People serien) i hovedrollen som Kya. Hold da op, jeg glæder mig til den film.
Jeg tog ned til bror, af Karin Smirnoff. En fantastisk rørende familiehistorie om svigt og sammenhold fortalt i et særligt svensk lokalsprog. Det er nr. 1 i en trilogi, og nr. 2 er lige på trapperne i starten af 2021.
Rampen, af Jesper Stein. En ærlig og barsk autofiktiv fortælling om forældre, der kæmper med afhængighed, skilsmisse og vrede. Steins egne dæmoner får også en (k)ærlig behandling.
For barnets bedste, af Line Holm & Stine Bolther. Årets nye krimipar debuterede med denne spændende sag og en efterforskning, der lægger sig tæt op af virkeligheden; en must-read for krimielskere.
I guds rige, af Anne-Grethe Bjarup Riis. En barsk og hudløs ærlig beretning om at have et alvorligt sygt barn og om at føle sig svigtet af familie og omgangskreds samtidig med at dystre minder fra barndommen dukker op til overfladen.
Huset uden ende, af Mathilde Walter Clark. Min første essay læsning, men ikke den sidste, hvis der kommer mere af samme stil fra forfatteren, der skriver gudsbenådet.
Med derudover vil jeg også gerne bruge denne platform til at nævne 5 andre bøger, som i særdeleshed fortjener mere opmærksomhed i boguniverset. Det er bøger, skrevet af ‘mindre kendte’ forfattere, og jeg elsker at lære nye forfatterskaber at kende. For mig er det blevet en kæmpe sidegevinst ved denne hobby og en måde at udfordre mig selv litteraturmæssigt på. Kan derfor varmt anbefale disse titler:
Nostalgi, af Mikkel Guldager
Jens Petersens forlængede forår, af Cecilie Overbye
Fugleflugt, af Christine Tjalve
Sand, af Jørgen Børglum Larsen
I dag er du Basse – min bror, af Jette Bürgel Nielsen
Omtale og anmeldelser af disse bøger kan du finde ved at trykke på linket.
Bloggen og lidt statistik
Jeg har for nyligt fået opgraderet looket på min blog og jeg syntes selv, at den tager sig bedre ud visuelt samtidig med at den er mere overskuelig.
Statistiksøgning hører sig til her ved årets udgang og målet er at se, hvormange visninger der er på bloggen og hvilke opslag, der har fået flest visninger.
I de to år jeg har haft bloggen har jeg i alt haft ca. 9600 visninger, og det er jeg da super stolt over, især med tanke på at jeg ikke var særlig aktiv i ca. 3 måneder i løbet af foråret/sommeren, da jeg var sygemeldt.
Jeg har også fået læst lidt mere end i 2019 (ca. 45), nemlig 52 bøger, hvilket det amerikanske bogmedie Goodreads hjælper mig med at holde styr på. Du kan finde mig dér under navnet Anette Knudsen.
Top 10 listen over visninger dette år ser sådan ud. Det er pudsigt, at det faktisk er ‘de mindre bøger’, der scorer højest. Det er jeg virkelig glad for, og det falder godt i tråd med ovennævnte omkring de mindre kendte forfattere, og jeg kan derfor se, at det nytter at reklamere lidt for dem for det fortjener de så meget. ‘De store’ skal nok klare sig… 😊
Udover bloggen har jeg bogsider på hhv. Facebook og Instagram. På Facebook har jeg i skrivende stund ca. 470 følgere, og på Instagram har jeg netop rundet 700 følgere. Ikke at det betyder alverden, men det varmer at vide, at der er modtagere i den anden ende og så har jeg på fornemmelsen, at det åbner op for større tilgængelighed til de større forlag.
Af andre spændende bog-tiltag har jeg endnu engang hjulpet min far med 2 ny-udgivelser på hans eget lille private forlag – Peters SUB-PUB. Jeg har stået for layout i samarbejde med ham og i foråret udkom hans lille erindringsbog ’Den røde parentes’ og i efteråret kom den fiktions-dokumentariske fortælling ’Det sidste ord’. Jeg syntes, det er vildt sjovt, men også nervepirrende at være med i sådan en proces, og jeg kan da heldigvis se, at vi udvikler os lidt mere for hver gang.
Jeg har øvet mig endnu mere i lydbøger i år, og grunden til at det er gået bedre, er fordi jeg det sidste halve år har haft en halv times transport til arbejde, og der har jeg lyttet til flere gode krimier; lige nu er jeg i gang med serien om Jana Berzelius af svenske Emelie Schepp.
Jeg har også gjort klar til at kickstarte et bogbytteskab projekt, inspireret af andre bogbloggere. Pga. corona har jeg ikke villet sætte det op i det offentlige rum endnu, men det er klar herhjemme, og jeg vil så småt begynde at sætte det ud til vejen i weekenderne, her hvor jeg bor, når vejret tillader det.
Nye idéer
I 2021 har jeg ikke de store forandringer på tegnebrættet. Da jeg starter nyt arbejde efter nytår skal jeg i første omgang prioritere min energi og tid på dette, men hvad året ellers bringer, vil tiden kun vise.
Dog ved jeg, at min far skal have hjælp til den fjerde udgivelse i hans lille forlag, og så har jeg også sagt ja til at være betalæser på en roman, hvilket jeg føler mig meget beæret over.
Jeg har stadig en bogklub i tankerne, men det kan jo ikke lade sig gøre rent fysisk endnu, men der findes mange fine online læseklubber, hvis nogen har lyst til at prøve det. Men dét, jeg havde i tankerne, var mere en lokal mindre gruppe, der kunne mødes fysisk og snakke bøger, men nu må vi se…
TAK ❤
Alt dette ville ikke være sjovt, hvis ikke I læste med, så tusind tak for støtten, kære følgere. Jeg nyder fællesskabet på de sociale medier, hvor jeg især på instagram hver dag inspireres af andre bogelskere, og jeg nyder at have kontakt til så mange, selvom vi ikke ses IRL. Og ikke mindst tusind tak til alle de forlag, jeg samarbejder med og som har tænkt på mig i årets løb og til sidst en kæmpe tak til forfatterne for deres insisteren på og iver for at fortælle os historier, vi ikke kendte, for at lade os læse om ligesindede, for at bringe os ud af fatning, for at få os til at grine eller græde, lære os om andre kulturer og meget andet eller bare lade os glemme hverdagens trummerum 😊
Jeg glæder mig til nye læseoplevelser i 2021, men allermest glæder jeg mig til at kunne komme ud til bogarrangementer igen, og krydser fingre for at krimi- og/eller bogmessen bliver en realitet. Man har da lov at håbe 💚
Opslaget indeholder anmeldereksemplarer ✅
GODT NYTÅR 🥳 kære bogfolk – kh Anette